|
Dirch Passer og Linie 3 havde sex, og de fik et magisk comedy barn sammen. Dette barns comedy evner overgik alle andres, og han blev hilst med respekt og kærlighed. Dette barn er ikke Brian Mørk.
Når Brian Mørk inviterer os inden for i sin verden, kan vi kun le af lettelse over, at det er Brian, der er vokset op dér og ikke os. Nogle vil påstå, at Brians barndom var dyster og sær - og de vil have ret. Brian blev ikke så meget født som løsladt efter 9 måneders isolation, og han fik at vide, at hvis han ikke opførte sig ordentligt, så røg han ind igen. Den slags sætter sine mærker. Brians Mørks evner er ikke gået verden forbi, og han har på rekordtid skabt sig et navn inden for comedy branchen. Og det er ikke kun på scenen, for han er også en af de mest brugte humorforfattere i dansk TV. På populære programmer som TV3s ”Parlamentet”, TV 2’s ”Rock 'n' Royal”, ”Gintbergs Store Aften” og ”Dolph og Wulff” på DR2.
Bonus: Han brillierer desuden som vært på Radio 100FMs ”Morgenhyrderne” sammen med Lasse Rimmer, Lars Hjortshøj og Andrea Elisabeth Rudolph og som forfatter og medvirkende i sketch programmet ”Gustne Gensyn” på TV2 Zulu.
P.S: Sammen med Thomas Hartmann skabte han showet ”For Your Eyes Only”, som spillede for fulde huse, og sammen med kollegaen Carsten Eskelund fungerede han som vært på UNICEF’s ”Talegaver Til Børn” i 2005. En travl mand er Brian Mørk.
Denne komiker kan engageres til at optræde på engelsk!
|